Regler vedr. motorskift/tuning

Basse
3. Gear
3. Gear
Posts:292
Joined:16. Jun 2004, 00:11
Regler vedr. motorskift/tuning

Post by Basse » 20. Jan 2010, 20:19

Motorskift

Motoren kan udskiftes, men udskiftningsmotoren må højst have 20 pct. større effekt (DIN-HK) end køretøjets originale motor. Hvis effektforøgelsen overstiger 20 pct., skal der betales ny afgift af køretøjets aktuelle værdi. Beregningsgrundlaget for udregning af effektforøgelsen er begge motorers effekt som nye. Det er fabrikkens angivelser om motoreffekt, der bruges.

Hvis man udskifter en benzinmotor med en dieselmotor, gælder 20 pct.-reglen også.

En motor består af mange enkeltkomponenter, men vigtige er især topstykket, motorblokken og krumtappen. Udskiftning af en eller flere af disse komponenter (fx til indsprøjtningstopstykke), eventuelt kombineret med udskiftning af andre dele, betyder at der skal betales afgift af køretøjet, hvis effektforøgelsen overstiger 20 pct. Motorombygningen sidestilles i disse tilfælde med en egentlig motorudskiftning.

Hvis der samtidig med motorudskiftning/motortuning også foretages udskiftning af støddæmpere, bremser, gearkasse, differentiale eller andre ændringer, kan det betyde, at køretøjet mister sin afgiftsmæssige identitet, og der skal betales afgift, også selv om effektforøgelsen ikke overstiger 20 pct. Det gælder, hvis der er tale om helt eller delvist modelskifte, jf. nedenstående afsnit.

Ved motorudskiftning/-tuning eller anden ombygning er det altid klogt at spørge synsvirksomheden om eventuelle krævede tekniske ændringer.

Effektforøgelse kan opnås enten ved motorudskiftning eller ved motortuning, evt. ved en kombination af begge.


Motortuning

Motortuning er tilladt så længe det sker på den originale motor eller en senere ilagt tilsvarende motor. Der er her ingen procentgrænse for effektforøgelsen. Generelt for alle typer motortuning gælder, at når tuningen får karakter af en motorombygning, eksempelvis når der foretages væsentlig indgreb, fx ved udskiftning af topstykke, motorblok eller krumtap, vil dette blive sidestillet med et egentlig motorskifte. Dette betyder, at 20 pct.-grænsen gælder.


Modelskifte

Hvis man samtidig med et motorskifte/-tuning (som også kan være under 20 pct.) foretager andre tekniske ændringer, fx monterer andet bremsesystem, anden forbro, gearkasse, differentiale, fjedre, støddæmpere, udstødning osv., vil køretøjet som hovedregel miste sin afgiftsmæssige identitet.


Karrosserituning

Foretages der montering af plast- eller glasfiberdele på et køretøj, skelnes der mellem, om det er noget der skrues/limes på (fx spoilersæt (for og bag), sideskørter o.l.), som blot medfører mindre afvigelser i forhold til oprindelige køretøj, eller om der foretages egentlige indgreb i det eksisterende køretøj, og derved opnår et helt andet udseende.

Teksten er kopieret fra www.skat.dk og evt. fejl må derfor tages op med dem. :)

Post Reply